Activities/Politiken: et stød i kuglerne på den gode smag

2012

20 Jun Review

Politiken: et stød i kuglerne på den gode smag
Photo from website

Danish newspaper Politiken writes an review on Superkilen:


Nørrebros nye byrum er et stød i kuglerne på den gode smag


Superkilen, der indvies i dag, er en skæg antropologisk have.


AF KARSTEN IFVERSEN, ARKITEKTURREDAKTØR


På en ny plads på Nørrebrogade i København er der reklamer for det russiske Hotel Moskvitch, en kinesisk skønhedsklinik, en amerikansk rodebutik og en taiwansk mælk.



Tilsammen danner de en lille lund af lysende skilte. I den modsatte ende af et trekvart kilometer langt forløb af nye byrum troner en doughnut fra amerikanske DeAngelis ved Tagensvej.


De store neonskilte lyser her om aftenen deres reklamefortællinger fra hele verden ud over Nørrebro og fungerer samtidig som indgangsportaler til Superkilen, der officielt indvies i dag. Den består af to pladser og en park med en gennemgående gang- og cykelforbindelse anlagt på et tidligere baneterræn.

Ligesom man i havekulturen i århundreder har bragt egnsfremmede arter ind i botaniske og zoologiske haver for at skabe et lille studiebillede af hele verdens skønhed, er Superkilen blevet anrettet med byinventar, træer og skilte fra hele verden. Picnicborde fra Armenien, basketballkurve fra Mogadishu, kloakdæksler fra Zanzibar, Gdansk og Paris, alt er ledsaget af små skilte på dansk og originalsproget samlet i en åben antropologisk have.

Conny, Tove og Bjarke Ingels
Det er en stærkt konceptuel tilgang til byrum, som både rummer munterhed og alvor. Munterheden opstår i alle de mange sammenstød mellem de løsrevne genstande og deres nye sammenhæng på Den Røde Plads, Det Sorte Marked og Den Grønne Park.


Alvoren består i, at valget af de 108 forskellige sportsredskaber, bænke og planter med mere fra hele verden tager udgangspunkt i den etniske diversitet i kvarteret omkring Nørrebrohallen og Mjølnerparken.

Superkilen er udviklet i et samarbejde mellem arkitekter fra Bjarke Ingels Group (BIG), de berlinske landskabsarkitekter Topotek1 og kunstnergruppen SUPERFLEX. De har udstukket rammerne for de tre byrum, men også stavgængerne Conny og Tove fra Mjølnerparken har ligesom andre lokale beboere haft direkte indflydelse på det eklektiske valg af byrumsinventar.

Enkelte lokale beboere har sammen med SUPERFLEX rejst til lande, der har særlig betydning for dem, og ledt efter repræsentativt inventar. Conny og Toves valg faldt på den metaltyr, der oprindelig var reklame for vinfirmaet Osborne, men i dag er blevet et spansk vartegn.

Det er en radikal inddragelse af borgerne, kvalitativt langt hinsides den brugerinddragelse, man traditionelt benytter sig af, og nok kun muliggjort af, at der var tale om et kunstprojekt.


Pointen er, at folk, der normalt ikke blander sig i debatten om nærmiljøet og det offentlige rum, her bliver givet direkte magt. Andre resultater af denne proces er en thaiboksering og en tyrkisk-amerikansk linedancepavillon, der begge venter på at blive færdiggjort.

Den Røde Plads bedst
Men en ting er sjove koncepter med nok så alvorlig social bagkant. En anden er, hvordan byrummene ser ud, og en tredje, hvordan de virker.

Den Røde Plads mod Nørrebrogade er den bedste af de tre. Der er i sagens natur meget støj med de mange forskelligartede elementer, men de er hovedsagelig placeret langs kanten, så der dannes en stor åben gulvflade midt for Nørrebrohallen.


Belægningens mønster af store farvefelter domineres af røde nuancer, men har også beige, brune, orange og lilla nuancer og giver en flot samling på det blandede rum. Derfor kan jeg godt se bort fra, at det delvis vender forkert – bænkene og ikke cykelstativerne skulle være langs Nørrebrohallen, hvor aftensolen er.

Også noget for børn og ældre voksne
En del af inventaret er allerede tydeligt mærket af slid, skaterne sætter deres spor og giver hurtigt det hele et autentisk råt Nørrebolook. Mindre godt er det, at belægningen på cykelstien endnu venter på en løsning, så den ikke bliver glat i vådt føre.


Er denne Røde Plads med et potent lydsystem fra Jamaica, cafeer og flere fitnesselementer klart målrettet Nørrebros ungdom, er Det Sorte Marked rettet mod små børn og ældre voksne.


Her er et vederkvægende springvand fra Marokko, en fantastisk japansk rutsjebaneblæksprutte og lidt halvvisne vindmøllepalmer fra Kina. Pladsens højdepunkt er en stor halvt asfaltbelagt, halvt græsbegroet bakke, som folk elsker at bestige. Pladsens navn skyldes et håb om, at der vil dukke en basar op.

Stød i kuglerne
Den Grønne Park lever med sine halvskaldede bakker desværre endnu ikke op til sit navn. Her er det tanken, at man skal mødes til sport og picnic i bølgende grønt.


Men bakkerne gør faktisk kun det bandeplagede område endnu mere utrygt at opholde sig i, og forbindelsen til bebyggelserne langs parkens kanter er uforløst. Hvor de to andre byrum allerede er populære og næsten altid befolkede, ser jeg som regel kun folk haste igennem denne lange grønne del. Det bliver en ommer.

Men Superkilen fungerer som et stød i kuglerne på den herskende gode smag. Den lader det offentlige rum repræsentere af grupper, der normalt ikke præger det. Alle fire hjerter banker for at gøre det på så bredt inddragende og engagerende vis!



 

Related tools

 
We use cookies.
That's ok!
What? Why?