Activities/Det er et mesterværk

2012

06 Sep Review

Det er et mesterværk
Photo: Screenimage from information.dk

Ikke alt er fælles i skabet


Det der fællesskab er en sjov størrelse, hvilket både kan ses og opleves i gode og mindre gode værker samt i et, der er helt fantastisk, i Nikolaj Kunsthal som led i Copenhagen Art Festival

Skrevet af: Michael Jeppesen

Man bad mig be – dri – ve det yp – per – ste hus, hvor høj – stem – te san – ge kan løf – te os al – le,« synger arkitekten i første akt, imens han gestikulerer til orkestret, der følger hans mindste vink.

Men så kommer avantgarden.

»Åh nej … Det er a – vant – gar – den, der kom – mer,« synger arkitekten.



Avantgarden marcherer rundt på byggepladsen, og alle fire avantgardister synger i kor:


»Vi vil ik’ ha’ mo -nu – men – ter, slet ik’ ha’ mo – nu – men – ter, vi vil ha’ no – get an – det og i – sær no – get blan – det, der er me – get raf – fi – ne – ret, men slet ik – ke af – fek – te – ret. Nej, helt u – op – nå – e – ligt og me – get u – for – stå – e – ligt. Og gak – gak – ke – lak, det er så – dan, det skal væ – re.«


Men det er en ga – ve til lan – det, og med de ord får arkitekten blæst avantgardisterne af scenen, og håndværkerne begynder at synge om de spøjse detaljer, en trappe på tværs, for at fruerne ikke skal falde i havnen, og et vindue der skal sømmes til, for hos Mærsk er det så – dan, man læn – ge har gjort.


Arkitekten prøver at genvinde kontrollen, men hurtigt mister han den helt. Orkestret følger ham ikke længere, vinduerne skal væk og Mærsk har byg – nin – gen helt i sin magt.


SUPERFLEX har skabt en opera over Operaen, som den har foræret borgerne kvit og frit. I Nikolaj Kunsthal har nodepapiret fået sit eget rum hvor man kan læse og nynne de forrygende dialoger.


»Det he – le er dår – ligt, den o – pe – ra er grim, hvor – for er vi kom – met, hvor – når skal vi hjem,« synger to gamle mænd på 2. balkon i sidste akt til hinanden.


Eventyrstatus

Nodepapiret alene er meget smukt, og idéen er vidunderlig. SUPERFLEX har valgt det sværeste håndværk af alle til at beskrive det ypperligste, der kan fås, som så alligevel ikke kunne købes for penge. SUPERFLEX har givet en gave til fællesskabet, der overgår den gave til fællesskabet, som gaven handler om. De har gjort det for operahuset, som selv flere milliarder ikke kunne gøre, hævet det til en status som eventyr.


Alle værkerne på udstillingen Conversations i Nikolaj Kunsthal er skåret over nogenlunde samme model; fællesskabet skal styrkes, fællesskabet er under pres, fællesskabet er det, vi kæmper for, men der er ugler i mosen. Noget er ikke, som det skal være, og her kommer værkerne så på sikker afstand, hele tiden uden for skabet, og gør opmærksom på skævhederne.


Finske Otto Karvonen har spottet liberalistiske tendenser i samfundet, hvor alle trækker i hver deres retning, nogle endog for fællesskabets skyld. Eksempelvis er det jo for fællesskabets skyld, at folk for tiden skubbes uden for fællesskabet ved at blive frataget dagpengene.


Og den slags teatralske samfundsudviklinger skaber Karvonen en række rekvisitter til, som han så anbringer midt i miseren, som en passiv-aggressiv kritik, dog mere for kunstværkets skyld end for fællesskabets. Man fristes næsten til at kalde det kommunalt, så naivt er det i pædagogikken. Forskellige personer bærer rundt på store hegn med teksten »Grænse« på må og få på Strøget for på den måde at åbne de tilfældigt passerendes øjne for, hvor lidt fælles fællesskabet egentlig er. Det hele er foreviget på video og vises i kunsthallen sammen med de store hegn.


Et meget bedre værk er Dias & Riedwegs todelte værk Throw og Moving Truck. Throw består af et kamera bag en glasplade, hvorpå forskellige personer kaster alt fra juice over flasker og til salat. Det hele er klippet hidsigt med billeder fra markante demonstrationer og kommer dermed til at handle om det at gribe ind og gøre oprør og sige fra.


Kameraet agerer den store anden, og borgerne i Helsinki, hvor filmen er optaget, lever sig gladelig ind i rollen. Når værket bliver ekstraordinært, er det, fordi det er vist før. Bag på en lastbil. Som kørte igennem en storby. Den tur blev filmet, og den film blev klippet med Throw og vist bag på en ny lastbil kørende gennem en storby. Og efter nogle byer kørte den så igennem København, hvilket blev filmet og i første omgang bliver vist i Nikolaj, og senere skal den vises på en ny lastbil et andet sted i verden. Det er ideen om at sige fra og samtidig bryde sine egne grænser, der nu også har slugt et stykke af København.


Uforløst udklædningsleg

Ligesom de sidste film i filmen bag på lastbilen drukner, drukner ens stemme også i de foregående 288 stemmer i verdens nok mest berømte digitale kunstner Rafael Lozano-Hemmers Voice Array, hvor alt stopper, når man trykker på knappen og selv begynder at tale. Det man siger, bliver gentaget og så gentaget med den forrige stemme og så med den før den og så videre, indtil alle 288 stemmer eksploderer, og den sidste stemme får lov at stå alene for så at forsvinde for altid.


Det ville have været stor kunst på Eksperimentariet, men i en kunsthal minder det kun én lidt for godt om, hvorfor digital kunst har så svært ved at blive anerkendt. Det er sjovt, men banalt.


Analt drømmer man til gengæld om, at polske Katarzyna Kozyras film Summertale ender, den er nemlig forsynet med skilte, der advarer imod indhold der er uegnet for børn. Den involverer dværge klædt ud som Snehvide, kunstneren selv som Alice in Wonderland og en dragqueen som til dværgpigernes forbløffelse både barberer sig og står op og tisser. Havde man set alle film i Kozyras lange serie, havde man måske opdaget lagene, lige nu står den bare og stritter som en uforløst og blodig udklædningsleg, der med en hel arm oppe bagi fortæller et par firkantede moraler om fremmede og fællesskaber. (Dog ikke så firkantede som Manifest.AR’s augmented reality-værker, der kan downloades til telefonen, og som kan få følgende budskab til at svæve under et loft efter eget valg: Why not put down your phone and hug somebody right now?)


At ikke alt er fælles i skabet, er en gennemgående pointe på Conversations. Men hvor de fleste af værkerne befinder sig udenfor, er enkelte dog også med, hvor det sker. Lise Harlev kæmper for et fællesskab, hun ikke selv ser sig som en del af, og Mohamed Bourouissas dokumenterer fra franske parrallelverdener. Harlevs skilte med tekster såsom »I think slogans oversimplify my views« er kedelige, men smukt placeret, Bourouissas film om venskabet mellem en indsat og en udenfor og om indvandrere, der sælger ulovlige cigaretter, fader ud i næsten ingenting. Og alligevel er begge på en måde mere levende end de øvrige.


For Mærsk er for lan – det, hvad ilt er for liv.


Hvor de andre værker handler om fænomenet, ER Harlev og Bourouissa fænomenerne selv. Men intet slår dog Operaen af SUPERFLEX. Det er et mesterværk. Kryds fingre for en snarlig opførelse.



Link til artikel: http://www.information.dk/310279

Related tools

 
We use cookies.
That's ok!
What? Why?