< Skiltning

Osborne tyr

Osborne tyr
Solkysten
Den karakteristiske store metaltyr står på utallige bakketoppe langs de spanske landeveje. Den er oprindelig hele 14 meter høj, men Superkilens version er beskåret til 4 meter. Tyren var først en reklame for det andalusiske vinfirma Osborne, der satte den første op i 1956. Den store folkekære tyr er siden blevet kendt som et logo for selve Spanien, og da lovgivning i 1994 forbød vejreklamer og truede tyren på dens overlevelse, førte det til heftig offentlig debat. En domstol vurderede dog, at tyren var "blevet en del af landskabet" og havde en betydelig "kulturel og æstetisk værdi", der gjorde den til del af den fælles spanske kulturarv. Tyren slap således for slagtekniven, men de oprindelige reklametekster blev slettet, så den i dag fremstår helt sort.
Tyren blev valgt af Conny og Tove, der bruger Superkilen sammen med resten af Mjølnerparkens stavgangsklub. De begav sig, sammen med kunstgruppen SUPERFLEX fra parkens rådgiverteam, ud på en rejse til Solkysten og hele vejen ned til tyrens fødested i El Puerto de Santa María for at skaffe tyren hjem til København.
Klik på filmknappen nedenunder for at se film fra rejsen.